RAAM-maskineriet fintunes
/i Nyheder /af Carsten JacobsenFem dage i Oceanside. 15 personer. Fire biler. Tre cykler. Og klokken 9 i morgen tidlig skal alt stå snorlige til inspektion på havnefronten. Bilerne skal have officiel og sikkerhedsmæssig skiltning, cykelstativerne skal være forsvarligt monteret og Pers cykler og udstyr skal godkendes.
Klokken er 19 og der er stadig fuldt gang crewet. Rasmus og Simon, som står for bilerne, har netop skaffet de sidste ting og er i gang med at indrette camperen. Oliver er gået i gang med at hjælpe dokumentarholdet med klargørelse af deres biler.
Aftensmenuen står på take-away og to-do-listen har stadig en række kritiske punkter.
Sidste test gav ro i sjælen
Men Per tager det roligt. Han er netop kommet retur fra dagens testtur ud i ørkenen. Han cyklede 100 kilometer på sin Scott – den cykel der er gjort klar til starten og de ikke ubetydelige bjerge der venter lige uden for Oceanside på vej vestpå. “Jeg er rigtig glad for at vi prioriterede turen i dag. Både dokumentarholdet og mit følgecrew var med. De fik prøvet at køre tæt på hinanden og hvad det kræver at tæt kommunikation og fokus på navigation og sikkerhed. Og så blev dokumentarholdet rolle afmystificeret.”
Dokumentar om den mentale og fysiske rejse
Dokumentarholdet skal følge Per på nært hold under hele turen. De filmer fra han starter på havnefronten på tirsdag og slutter, når han kører over målstregen i Annapolis. Idéen er at lave en film der indfanger den fysiske og mentale rejse Per skal ud på – med det foranderlige og dramatiske landskab som Pers med- og modspiller.
På aftenens sidste brief introducerer instruktøren, Mads, sit hold bestående af en kameramand, en lydmand, en produceransvarlig og en producerassistent. Deres store udfordring bliver, ifølge kameramanden, Valdemar, at få nok film til at vise det, de gerne vil. “Det særlige ved den her dokumentar, er at løbet går sin gang. Vi kan og vil ikke afbryde Per, for for eksempel at få ham til at gentage en bevægelse eller noget han siger. Når løbet er ovre, så har vi det råmateriale vi har.”
RAAM bliver en anderledes oplevelse for alle der er med.
Hvad koster RAAM?
/i Nyheder /af Carsten JacobsenUdover hundredevis af timer i sadlen, minutiøs analyse og planlægning af ernæring, søvn og mental råstyrke og en forstående familie, hvad kræver det så egentlig at deltage i RAAM? Altså i kroner og ører.
Det spørgsmål stiller mange.
At cykle 4800 kilometer på 12 dage, kan få de fleste til at spærre øjnene op. At cykle 4800 kilometer på 12 dage og betale i omegnen af 200-400.000 kroner for det, vil nogen nok kalde et galemandsprojekt.
Livsprojekt/galemandsprojekt – potato/potahto
Ikke desto mindre er det budgettet for mange af solorytterne i RAAM. Per regner med at bruge omkring 350.000 på sit Race Across America. Cykler, udstyr, træningslejre, forsikringer og et crew på seks-otte personer løber op.
“Det er mit livsprojekt”, siger han. “Det er en drøm, der går i opfyldelse – og kan man sætte pris på sådan en?” Han fortæller, at venner og familie, selvom de måske har været undrende i starten, bakker fuldt op om projektet. Også Pers kone, Gitte. “Det er klart, at når man tager så stort et økonomisk og tidsmæssigt tilvalg, så er der nogle fravalg.” Drømmen om at flytte fra andelslejligheden på Frederiksberg til et hus, er sat i bero et års tid. Og en mellemstor tysk familiebil, som RAAM-budgettet ville kunne omveksles til, er erstattet af tre cykler og udstyr til alle slags terræn.
Støtte fra den lokale cykelekspert
Cirka halvdelen af budgettet bliver dækket af generøse sponsorer. Uden dem ville projektet ikke være blevet realisereret. Per har blandt andet haft et tæt samarbejde med AH Cykler i København, som udover cykler og udstyr også stiller cykelmekanikeren, Jacob, til rådighed – ikke bare i værkstedet på Istedgade, men under RAAM. Jacob er den nyeste tilføjelse til crewet, som nu tæller ni mand. Selvom det er første gang, at Jacob skal med til RAAM og et internationalt cykelløb, så er Per helt tryg og meget begejstret for, at få ham med. “Han kender mine cykler ud og ind – det er ham der har skruet på dem i flere måneder. A-H cykler har gjort og gør et kæmpe arbejde for projektet. Både med rådgivning, servicering af cykler, skaffe udstyr og opfinde løsninger der får tingene til at fungere på et løb som RAAM.”
RAAM er ikke kun interessant i cykelbranchen
Men det er ikke kun virksomheder i cykelbranchen, der vil støtte et projekt som dette. IT-virksomheden, 7N, har med cykelenthusiast og direktør, Jesper Kolding, i spidsen, givet et pengesponsorat til Per. Og for få dage siden sikrede Per endnu et sponsorat fra Lån og Spar Bank.
Der er stadig et stykke vej til de estimerede 350.000, men sponsorerne, som i øvrigt tæller IT Management konsulenthuset, TRUST, betonvirksomheden, Jørgen Glad A/S, bikefit-ekspert, Velofit, fysioterapi, Sportsfyssen, IT-virksomheden, Decision Focus og medicinalvirksomheden, OneMed, har bragt Per og crewet et godt stykke ad vejen mod målet i Annapolis.
En uge til start.
4800 kilometer kogt ned til punktform
/i Nyheder /af Carsten JacobsenDer er nu under to uger til, at Per begiver sig ud på sit livs måske største udfordring, når han skal krydse USA på cykel. Og der er præcis en uge til afrejse. I går var sidste dag på arbejde og han vender først tilbage den 15. juli. Træningsmængden ligger på knap halvdelen og bliver kun mindre frem til startstregen i Oceanside. Han har i dag cyklet den korteste tur i otte måneder – 55 kilometer på en time og 46 minutter.
100 bullets til start
Alt står med andre ord i RAAM’s tegn. Så hvad er de sidste ting man kan gøre – fysisk og mentalt – for at blive klar til verdens hårdeste cykelløb?
“Mentalt?”, svarer Per spørgende, mens han sidder foran mac’en og redigerer i en meget lang liste af bullets. “Det er min to-do-liste for lang til at jeg kan tænke over.”
På mandag afhenter UPS de ting, der skal sendes. Alt skal være indkøbt, materiale fra alle crewmedlemmer skal indsamles og toldpapirer skal være i orden. Alle de ting, han har haft måneder til at planlægge, er nu pludselig kogt ned til punktform og en nært forestående deadline.
Midt på listen står der ‘træning’. Lidt som en påmindelse midt i alt det praktiske om, at det er cyklingen det hele handler om.
En crew-chief med ambitioner
Heldigvis er Per ikke alene om at blive klar. Pers crew-chief, Jacob, har fuld fokus på at Per, crew og alt habengut kommer sikkert til Oceanside og derfra videre østpå mod målstregen i Annapolis. Og aller helst på 10 dage. “Min vigtigste opgave er at aflaste Per, så han kan koncentrere sig om at blive klar”, fortæller Jacob, som Per kender fra tiden i Aalborg. Jacob er, ligesom Per og resten af crewet, debutanter i det legendariske løb på tværs af USA og lige nu arbejder han på en detaljeret plan for de fire dage der skal tilbringes i Oceanside, før RAAM starter. Han er spændt, men har også masser af ambitioner til projektet: “Vores dress rehearsal gav mig en god fornemmelse for Pers sejhed. Vi så ham være presset og træt, men han var god til at håndtere det. Det samme var crewet og den gav mig også en stor tillid til dem.”
Zen kommer i Oceanside
Inden Per lukker mac’en ned efter det der kunne minde om arbejde på den første dag af det nogen ville kalde ferie, siger han: “I Oceanside håber jeg, at få ro på den zen-agtige måde og at holdet klarer det praktiske, så jeg bare skal fokusere på at komme ind i zonen hvor det er cyklen, ruten, løbet, faserne, strategierne, delmålene, flowet og den mytiske fadøl, der er i fokus.”
12 dage til start.
The Power of Powernaps
/i Nyheder /af Carsten JacobsenDress Rehearsal-weekenden er ovre. Crewet og Per har været sammen siden torsdag aften til RAAM-test. Målet var at alle skulle møde hinanden og arbejde sammen under nye og slet pressede forhold. Sommerhuset var hyggeligt, men småt, og udfyldte rollen som den camper, der skal være vores hjem i 12 dage i juni, ganske perfekt. Følgebilen, som var crew-chief, Jacobs private bil, har fulgt Per rundt på de nordsjællandske landeveje i alle 26 timer han har været på cyklen. Og crew-skift blev kørt i to-fire timers intervaller. Døgnet rundt.
Søvnsucces på 25 minutter
Første long-stop var på to timer, hvor Per fik et bad, et måltid varm mad og halvanden times søvn mellem klokken 2 og 3.30 natten til lørdag. Da han kommer tilbage på cyklen, er det første gang han prøver, det at blive vækket efter en kort søvn, for nærmest øjeblikkeligt at skulle ud og træde i pedalerne – måske den største gentagne udfordring i et løb som RAAM. Det rammer hårdt. Kan kæmper for at blive vågen. Crewet fører ham ud til en smuk solfyldt morgen langs Strandvejen, men søvnen presser sig unægteligt på. Efter at have forsøgt forskellige ting, beslutter de sig for at prøve en powernap på 25 minutter. Denne viser sig at gøre underværker. Per springer frisk ud på cyklen igen, og har faktisk svært ved at holde watt og tempo nede på det anbefalede niveau.
Overrasket over “the power of the power nap”, som han selv kalder det, bliver det forsøgt igen hen mod aften. Endnu en gang, sender det ham ud på cyklen med en stor dosis frisk energi.
Powernapping er altså en succes.
Cykel-katalog til et helt kontinent
Tre cykler er testet. Enkeltstartscyklen, Cervelo P5, til prærien og de store sletter i midtvesten. Klassikeren, Scott Addict R2, som Per har haft i syv år, som skal bruges til klatring i Rocky Mountains. Og raceren, Cervelo P5’eren til de rullende bakker i Appalacherne. Alle kommer med til Oceanside.
Tilpas mange fuck-ups
Alle i crewet mødte op med en plan og en masse forventninger til, hvordan de bedst håndterer deres rolle og ansvarsområde i crewet. Nogle af forberedelserne bar frugt – andre blev dømt ude. En nakkestøtte fungerede – en elektronisk madplan var for kompliceret. Direct follow er sikrest – og ruteplaner kan man aldrig ha’ på for mange platform. Weekenden var altså præcis den succes, som Per havde håbet. På vej i seng, siger han med træthed i stemmen, “vi lavede tilpas mange fuck-ups og fik en hel masse ud af det.”
Dress Rehearsal har dermed kostet Per 16.000 kalorier og et par nattesøvne. Til gengæld har han rundet en lang træningsperiode af med en succes og et godt sammenrystet crew.
23 dage til start.