The Fatboy

Jeg elsker bacon….

Ja… jeg har været temmelig overvægtig! Og det er der en helt simpel årsag til… Jeg er et madøre af den anden verden. Jeg passede slet ikke på mig selv, arbejdede alt for meget, røg alt for mange smøger, drak for mange øl og fik kun motion, når jeg gik fra mit skrivebord ned på Burger King for at hente mad… men det var trods alt mindst én gang hver dag.

Jeg gik ikke op i hvad jeg spiste, bare der var nok af det.  Så en masse l****mad blev det til, undtagen i weekenden, når jeg dyrkede en anden af mine hobbyer; at lave mad… men det hører nok mere til på en madblog.

Naturligt nok røg der nogle kilo på sidebenene… i gennemsnit et kilo pr måned i nogle år. Min kone sagde, at jeg bar det pænt, og man slet ikke kunne se det… Well. Døm selv.

Dengang da jeg var lille….

Var jeg en lille kernesund knægt fra landet med æblekinder og lyseblå træskostøvler. Hvis vandkæmmet hår havde været smart, havde jeg også haft det på første skoledag. Jeg startede i skole og synes det var så fantastisk – Alfabetet var det sejeste, og tænk at bogstaver betyder noget når de sættes sammen, Awesome!

Jeg var egentlig ikke sådan rigtigt overvægtig som barn, tror jeg… Jeg var bare tilfældigvis den tykkeste dreng i klassen. Og det var der desværre nogen der opdagede med det resultat, at jeg blev mobbet og socialt isoleret i skolen fra 2-8 klasse.

Som teen blev jeg normalvægtig uden at skulle gøre noget for det. Og jeg blev, hvis jeg selv skal sige det, en forbandet pæn fyr 😉

Det hyggede jeg mig med, og det gik rigtig rigtig godt, indtil efteråret 2004, hvor jeg så pludselig var en meget meget tung sofakartoffel, der i hvert fald ikke syntes at stramt løbetøj og en tur rundt om søerne var måden at tilbringe tid på.

Status Oktober 2004…

I efteråret 2004 var jeg i udredning for type2 diabetes. I samme periode stoppede jeg med at ryge 25-30 smøger om dagen, men jeg var bestemt ikke stoppet med at spise junk.

Men udredningen for type2 var det der for alvor satte gang i tankerne. Min far havde Type2 – døde meget pludseligt nogle år før dette, alt for tidligt – RIP.

Jeg vejede på det tidspunkt 113 kg, havde et BMI på 32,3 hvilket placerede mig solidt i den gruppe der smukt hedder ’Svært Overvægtig’. OG det var altså begyndt at gå ud over mit helbred. Den største udfordring nogensinde ventede…

Den største udfordring EVER

…er ikke at køre RAAM. LANGTFRA…

Den største udfordring – og det er helt uden sammenligning – jeg nogensinde har stået overfor, er rejsen fra Sofaen og så til at træne struktureret 2 gange om ugen!

Alle fysiske og mentale udfordringer derefter, fra at løbe den første 5km, køre den første dobbelte spinningtime, gennemføre 300km cykelløb, marathon, eller Ironman har været barnemad ved siden af. Hvorfor? Fordi man har trænet til det! Man ved, når man står på startlinien, at hvis man ikke bliver skadet undervejs, så kan man gennemføre. Den vished havde jeg ikke, da jeg rejste mig fra sofaen og skulle begynde at lægge min livstil om og starte rejsen fra at være en ’blød røv’ til en ’hård røv’. Jeg vidste ikke engang, at jeg startede på at lægge min livstil om.

Planen… eller hvad det nu var…

Planen var bare at træne to gange om ugen. Min motivation var som udgangspunkt at stoppe med at tage på og stadig nogenlunde kunne spise det jeg ville. Og det lykkedes!

Planen var absolut ikke fra starten at jeg skulle køre RAAM, eller Ironman, eller for den sags skyld at løbe 5 km… Så tror jeg sgu ikke projektet var lykkedes!

I den proces gik det op for mig, at hvis det nogensinde skulle blive en fast del af mit liv, skulle det være noget jeg synes, der var SJOVT!.

Og det første der faldt mig ind var spinning og cykling. Så mit første mål var at komme til at spinne fast 2 gange om ugen. Det passede mig fint, fordi jeg skulle ikke konkurrere med nogen og der var en der kunne råbe af mig og fortælle mig hvad jeg skulle gøre. Men F*** det var hårdt!

Og det har så grebet lidt om sig siden 😉

Jeg har tabt mig 30-34 kg alt efter hvornår på året du spørger, træner minimum 15 timer om ugen (fordi og kun fordi det er sjovt!), og sjovt nok har min kost lagt sig selv om. Jeg har ganske enkelt fået lyst til noget andet mad efter at jeg er begyndt at træne. Men det betyder ikke at der ikke er plads til burger og chokolade.

Men hvorfor…

…RAAM?! Jeg havde set en dokumentar om RAAM i efteråret 2004, og RAAM kom til at symbolisere toppen af det umulige for mig.

Jeg synes simpelthen det lød så sindsygt umuligt, at man på 12 dage skulle køre 4800 km på cykel. Det har siden da repræsenteret den ultimative fysiske og mentale udfordring. Nu hvor jeg så står overfor at skulle gøre det selv, ved jeg, at den ultimative udfordring lå for lang tid siden. Men RAAM er for mig blevet et symbol for den kamp jeg har været igennem, og derfor har jeg valgt det som platform for at fortælle min historie og forhåbentlig inspirere nogle andre op af sofaen. Eller tage en bevidst beslutning om at blive liggende…