RAAM til grænsen – og så lidt længere!

Det er nu lidt over to uger siden jeg blev indlagt på hospitalet i Flagstaff med en faretruende lav saltbalance. Jeg sidder i dag på en veranda på Long Island med en kold øl, kigger ud over havet og tænker over det hele. Min kone sidder ved siden af med et blik, der siger ”skøre skid” 🙂

At gennemføre et race som RAAM er en indre rejse, en fysisk udfordring og en meget kompleks øvelse i teamwork. På alle områder blev denne tur anderledes end vi havde forestillet os.

Den indre rejse blev noget anderledes end jeg havde forventet og meget overraskende. Mine første bevidste ord på hospitalet var ”What the f***??!” i det sekund de trak respiratoren ud af halsen på mig 😀 Og det spørgsmål har været et udgangspunkt for den proces vi har været igennem på vores roadtrip på tværs af USA. Jeg/Vi er mange erfaringer rigere og det er vigtigt.

Jeg har haft et fantastisk crew, der har bakket mig op på den mest fantastiske måde og som holdt hovedet koldt da det virkeligt gjaldt.Tak for det!

Vi besluttede efter min udskrivelse at tage på roadtrip langs ruten, drikke en røvfuld øl og heppe på de andre ryttere. Det har været en virkelig virkelig god måde at få det hele snakket igennem som den enhed et crew og en rytter er i det her løb – og erkende at det er nødt til at være sådan. Tak for snakke, tålmodighed, vittigheder og skideballer! 😉

Jeg synes Lises tanker fra Illinois på vores roadtrip summerer tingene meget godt:

“…Det er torsdag morgen og vi kører på en motorvej i Illinois vest for Mississippi-floden. Den syvende stat i Race Across America. Vi er i udkanten af de enorme landbrugsstater i midtvesten og har brugt to dage på at køre i gennem Kansas og Missouri.

Per sidder på bagsædet af det der for en uge siden var hans følgebil. Alle skufferne med cykelreservedele, plastre, solcreme og energiprodukter er taget ud og foræret til velgørenhed. Cyklerne er fjernet fra taget og højtaleranlægget på kofangeren, som skulle holde Per vågen i nattetimerne, er afmonteret. Det eneste der vidner om vores oprindelige plan er et lille ur i forruden af bilen indstillet på den officielle race-time, østkysttid – den tid rytterne jagter for at nå i mål inden tidsgrænsen nøjagtigt 12 dage efter start. Ved siden af Per sidder hans kone Gitte, som kom i fredags. Dagen efter at han blev akut indlagt – kraftigt dehydreret og med livsfarligt lavt saltindhold i kroppen.

RAAM er ovre for Per. Han nåede 893 ud af 4863 kilometer. Lige nu er vi i gang med at indhente de danske ryttere, som nærmer sig målstregen i Annapolis. De fire dages forspring de fik, mens Per var indlagt, føles svære at indhente selvom de er på cykel og vi er i bil. Det siger lidt om løbet og rytterne, der er med i det. Mens vi sover, cykler Aske, Anders, Morten og alle de andre ryttere videre.

Per kigger ud over det uendelige grønne landskab. Ofte i stilhed. Af og til snakker vi om cykling, politik, rejser eller arbejde – og lidt om hvad der skete for en uge siden på vej ud i den røde ørken i det nordlige Arizona. Det står nemlig ikke helt klart for ham.

Hvad skete der?

”Hvad skete der egentlig?” spurgte han i går under aftensmaden. Det var ikke første gang – og nok heller ikke sidste – han stiller spørgsmålet. Det ved han godt og undskylder behovet for gentagelse, inden Rasmus begynder at forklare.

Vi var i ørkenen. RAAM havde været i gang i 54 timer. Per havde fået farve i kinderne igen efter 24 timer med kvalme, opkast og manglende appetit. Et typisk symptom på overophedning. 12 timer forinden havde crewet haft en alvorlig snak om hans tilstand – og om han skulle indlægges. I stedet besluttede de at give ham et langt hvil i camperen og undervejs tvinge ham til at spise og drikke. Forsøget virkede. Han spiste og drak alt hvad han blev bedt om, tog på i vægt og virkede betydeligt mere energisk.

Til grænsen – og så lidt længere

Crewet var lettede. Alle muligheder var blevet vendt og det virkede som om de havde taget den rigtige beslutning. Under normale omstændigheder, ville løsningen uden tvivl være hospitalsindlæggelse. Men RAAM handler om at gå til grænsen – og så lidt længere. Rytterne må leve med siddesår, hallucinationer, dehydrering, kraftigt søvnunderskud og andre ting, som holder de fleste mennesker på afstand af et løb som dette. Crewets fornemste opgave er at presse rytteren langt ud over komfortzonen, finde en rytme og en fremdrift derude på selvpineriets overdrev og samtidig sørge for rytterens sikkerhed. En hårfin balance.

Men Per var altså nu på vej fra Flagstaff i det nordlige Arizona ud gennem Navajo Reservatet og næste delmål i Tuba City. Anders, Martin og Jacob var med i følgebilen, mens resten af crewet kørte i forvejen i camperen ud i det røde majestætiske landskab i Monument Valley, for at tage imod Per nogle timer senere.

Strækningen fra Flagstaff til Tuba var på 120 kilometer, primært nedkørsel, temperaturen var 36 grader, luftfugtigheden lav og vinden var i ryggen. Umiddelbart acceptable omstændigheder på en overkommelig strækning, hvor crewet i følgebilen kunne observere Pers tilstand. Hvad de ikke vidste var, at hans saltbalance på det tidspunkt var for lav. Faktisk faretruende lav.

Da de triller ind på Time Station 10 i Tuba City er det besluttet, at Per skal have et kort hvil bag i følgebilen, for at køle ned og for at indtage mere energi og væske. De skifter hans tøj og han sætter sig på bagsædet af bilen. Samtalen med Per i følgebilens two-way system op til Tuba City havde godt nok været en anelse konfus, forklarer Jacob, som sad i bilens navigationsæde og havde den primære dialog med ham. Til gengæld havde Per fortsat den gode stil med indtagelse af væske og han havde tisset et par gange siden det lange hvil i Flagstaff.

Men mens han sidder der på bagsædet, går hans krop pludselig i voldsomme kramper. Hans overkrop kastes bagud og det minder mest af alt om et epileptisk anfald. Anders og Martin løfter ham ud af bilen og lægger ham ned på jorden, mens de forsøger at få ro på hans krop som stadig ryster voldsomt. Jacob ringer til 911 og en læge fra et andet crew kommer løbende over for at hjælpe. Per forbliver ukontaktbar indtil en ambulance henter ham. Han bliver kørt til et nærtliggende, lokalt hospital i Tuba City, som fungerer som skadestue for beboere i Navajo-reservatet.

I mellemtiden har resten af crewet i camperen fået besked om hans indlæggelse. Mens de kører tilbage til Tuba City ved de ikke nøjagtigt hvad der er sket og forventer at han er inde for at få IV-væske. De beslutter sig derfor at forberede en plan ud fra det scenarie, at han bliver udskrevet i løbet af et par timer. Lykkes det, har de på det tidspunkt 24 timer til at nå den første af tre tidsgrænser undervejs – 400 kilometer længere inde i løbet i Durango, Colorado. Udstyret med plan A og ingen plan B løber de ind på hospitalet. Og synet der møder dem der, er de ikke forberedt på. Per er ikke ved bevidsthed, han bliver kørt på en båre ud ad hospitalets bagindgang til en helikopter, som skal transportere ham til et større hospital i Flagstaff.

Chokeret følger crewet efter i bil og da de ankommer et par timer senere, har situationen taget en mere alvorlig drejning. Overlægen her har lagt Per i respirator og forklarer at hans sodium-niveau er langt under normalen – og også et stykke under hvad der bliver betegnet som livsfarligt.

Rasmus genfortælling minder om den Per fik dagen forinden af Anders. Og to dage forinden af Martin. Han husker tydeligst de første 24 timer af RAAM. Det derefter er mest i glimt.

Race Across America – i bil

Men nu er vi på road-trip. Bortset fra et motorvejsstræk igennem det flade og uendelige Kansas, kører vi på RAAM-ruten. Vi møder både holdryttere, soloryttere og deres crews undervejs. Og Per får nu oplevet de 12 stater, som han har brugt måneder på at forberede sig på – fysisk og mentalt – på en noget anden måde end han havde forestillet sig. Han er skuffet, men det er som om at omgivelserne og samværet med crewet danner en god ramme for efterrationalise-ringer, frustrationer og forløsning i takt med at hukommelsen langsomt vender tilbage.

Der er stadig to døgn tilbage af RAAM i år. Ud af de 23 soloryttere i aldersgruppen 18 til 49 år, er ni indtil videre ude af racet. Så selvom risikoen for at måtte udgå er til at få øje på, så forventer man ikke, at det sker for en selv…”

Man kører hele tiden på ydersiden af grænsen i RAAM og derfor også hele tiden med risikoen for, at det går galt. Det er en hårfin balance som er et grundlæggende vilkår. Det vigtige for mig (og jeg tør også godt sige crewet) er at bruge erfaringen som læring til næste tur på ydersiden af grænsen og ikke som en begrænsning. Projekter der tager en ud i det ukendte og som kan ændre ens liv fundamentalt tager nogen gange en (lang) omvej til målet 😉

Tak til Jer der har fulgt med! Jeg håber du/I har lyst til at fortsætte med at følge og støtte Fatboyonwheels.dk. Arbejdet for Fatboyonwheels stopper ikke her, rejsen er først lige begyndt!

Vi høres ved om lidt 😉