RAAM-maskineriet fintunes
Fem dage i Oceanside. 15 personer. Fire biler. Tre cykler. Og klokken 9 i morgen tidlig skal alt stå snorlige til inspektion på havnefronten. Bilerne skal have officiel og sikkerhedsmæssig skiltning, cykelstativerne skal være forsvarligt monteret og Pers cykler og udstyr skal godkendes.
Klokken er 19 og der er stadig fuldt gang crewet. Rasmus og Simon, som står for bilerne, har netop skaffet de sidste ting og er i gang med at indrette camperen. Oliver er gået i gang med at hjælpe dokumentarholdet med klargørelse af deres biler.
Aftensmenuen står på take-away og to-do-listen har stadig en række kritiske punkter.
Sidste test gav ro i sjælen
Men Per tager det roligt. Han er netop kommet retur fra dagens testtur ud i ørkenen. Han cyklede 100 kilometer på sin Scott – den cykel der er gjort klar til starten og de ikke ubetydelige bjerge der venter lige uden for Oceanside på vej vestpå. “Jeg er rigtig glad for at vi prioriterede turen i dag. Både dokumentarholdet og mit følgecrew var med. De fik prøvet at køre tæt på hinanden og hvad det kræver at tæt kommunikation og fokus på navigation og sikkerhed. Og så blev dokumentarholdet rolle afmystificeret.”
Dokumentar om den mentale og fysiske rejse
Dokumentarholdet skal følge Per på nært hold under hele turen. De filmer fra han starter på havnefronten på tirsdag og slutter, når han kører over målstregen i Annapolis. Idéen er at lave en film der indfanger den fysiske og mentale rejse Per skal ud på – med det foranderlige og dramatiske landskab som Pers med- og modspiller.
På aftenens sidste brief introducerer instruktøren, Mads, sit hold bestående af en kameramand, en lydmand, en produceransvarlig og en producerassistent. Deres store udfordring bliver, ifølge kameramanden, Valdemar, at få nok film til at vise det, de gerne vil. “Det særlige ved den her dokumentar, er at løbet går sin gang. Vi kan og vil ikke afbryde Per, for for eksempel at få ham til at gentage en bevægelse eller noget han siger. Når løbet er ovre, så har vi det råmateriale vi har.”
RAAM bliver en anderledes oplevelse for alle der er med.