4800 kilometer kogt ned til punktform

Der er nu under to uger til, at Per begiver sig ud på sit livs måske største udfordring, når han skal krydse USA på cykel. Og der er præcis en uge til afrejse. I går var sidste dag på arbejde og han vender først tilbage den 15. juli. Træningsmængden ligger på knap halvdelen og bliver kun mindre frem til startstregen i Oceanside. Han har i dag cyklet den korteste tur i otte måneder – 55 kilometer på en time og 46 minutter.

100 bullets til start

100_bullets_til_startAlt står med andre ord i RAAM’s tegn. Så hvad er de sidste ting man kan gøre – fysisk og mentalt – for at blive klar til verdens hårdeste cykelløb?

“Mentalt?”, svarer Per spørgende, mens han sidder foran mac’en og redigerer i en meget lang liste af bullets. “Det er min to-do-liste for lang til at jeg kan tænke over.”

På mandag afhenter UPS de ting, der skal sendes. Alt skal være indkøbt, materiale fra alle crewmedlemmer skal indsamles og toldpapirer skal være i orden. Alle de ting, han har haft måneder til at planlægge, er nu pludselig kogt ned til punktform og en nært forestående deadline.

Midt på listen står der ‘træning’. Lidt som en påmindelse midt i alt det praktiske om, at det er cyklingen det hele handler om.

En crew-chief med ambitioner

Heldigvis er Per ikke alene om at blive klar. Pers crew-chief, Jacob, har fuld fokus på at Per, crew og alt habengut kommer sikkert til Oceanside og derfra videre østpå mod målstregen i Annapolis. Og aller helst på 10 dage. “Min vigtigste opgave er at aflaste Per, så han kan koncentrere sig om at blive klar”, fortæller Jacob, som Per kender fra tiden i Aalborg. Jacob er, ligesom Per og resten af crewet, debutanter i det legendariske løb på tværs af USA og lige nu arbejder han på en detaljeret plan for de fire dage der skal tilbringes i Oceanside, før RAAM starter. Han er spændt, men har også masser af ambitioner til projektet: “Vores dress rehearsal gav mig en god fornemmelse for Pers sejhed. Vi så ham være presset og træt, men han var god til at håndtere det. Det samme var crewet og den gav mig også en stor tillid til dem.” 

Zen kommer i OceansideScreen-Shot-2014-05-29-at-8

Inden Per lukker mac’en ned efter det der kunne minde om arbejde på den første dag af det nogen ville kalde ferie, siger han: “I Oceanside håber jeg, at få ro på den zen-agtige måde og at holdet klarer det praktiske, så jeg bare skal fokusere på at komme ind i zonen hvor det er cyklen, ruten, løbet, faserne, strategierne, delmålene, flowet og den mytiske fadøl, der er i fokus.”

12 dage til start.